Mine tanker om Prepair og CS#15

Er så udmærket godt klar over det… Funderen over Prepair kan sikkert virke en kende overfladisk. Men jeg kan ikke lade være. Jeg ved godt, at jeg er mode fanatiker og bruger alt, alt, alt for lang tid på at dvæle ved tekstilerne, men de bringer bare noget frem i mig. Andre læser bøger, kigger på kunst, ser film i stribevis eller går i teatret og udveksler meningsfulde monologer med deres ligesindede.

Jeg kigger på tøj. Og får den ene aha-oplevelse efter den anden og tankemylder, der ind i mellem rent faktisk giver mening. Og så er det jo skønt at have et forum at dele dem i!

Tabet

Forleden var jeg på trøste shopping -min yndlings bluse fra Prepair var blevet bortlagt på mit ellers upåklagelige renseri, som mere end en gang har reddet kjoler og andre gevandter fra den sikre og frygtede rødvinsdød.

Jeg var sønderknust og end ikke lovningen på økonomisk erstatning fik humøret på gled igen. Så af sted måtte jeg -når nøden er størst, så ved vi alle, det eneste der duer, det er en god og trøstende omgang shopping.

Jagten

Ned af strøget gik jeg -i håb om at finde en tilsvarende bluse, som den forsvundne kærlighed, jeg end ikke fik lov til at sige farvel til.

Det var en lang vandring, var i de første, hvad der føltes som 100 butikker, men nok nærmere var blot en håndfuld, før mit falkeblik faldt på en flæset sag, der rent faktisk var en tro kopi af min egen, nu savnede yndlings bluse.

Jeg kastede mig grådigt over den, indsnusede duften og svælgede mit ansigt i de fine flæser. Det var den og der gik ikke mange sekunder før vinterfrakken var på gulvet i prøverummet og juledellerne fritlagt for at blusen kunne vristes ned over mit forgrædte ansigt.

Og så stod jeg der. I prøverummet med en kopi af min gamle bluse på kroppen og forstod ingenting… Det burde have været en glædesrus jeg følte. Jeg havde jo fundet præcis det, som jeg søgte, ikke? Men der var ikke en snert af den forventede glæde. Nærmere bare en flad og tom fornemmelse, som bestemt ikke rådede bod på det tab, jeg netop havde været igennem.

Jeg forlod mismodigt prøverummet og hængte blusen tilbage på stativet.

Det ville ikke blive mig, der skulle bære den igennem livet og alle oplevelserne. Sorg og en smule overraskelse var med mig, da jeg igen stod på strøget med mit uforurettede ærinde. En stor belgisk vaffel med syltetøj og softice måtte fortæres inden jeg igen fik blod på tanden og på ny dristede mig ud i mit foretagende. Jeg ville trøstes, koste hvad det ville.

Overraskelsen

Endnu engang stred jeg mig igennem julegave bytnings mylderet på stræderne og fandt frem til en anden af mine foretrukne forretninger.

Tog en dyb indånding og kastede blikket rundt på udvalget af potentielle trøste bluser. Og der var den. Helt forskellig fra den mistede. Snittet var anderledes, stoffet en anden slags. End ikke farven var den samme.

Og alligevel, det var den rigtige. Den eneste rigtige! Jeg var ikke et sekund i tvivl -og nu hænger den Prepair top så smukt herhjemme i min trygge hule.

Prepair sætter gang i tankerne

Det er pudsigt, ikke, hvordan vi kan være så sikre på at noget er det rigtige for os og så pludselig indse, at det slet ikke var det, som vi søgte, der kunne bringe os lykken.

Men i stedet noget helt andet og uventet, som viser sig at være det helt og eneste rigtige. Ikke blot med CS#15 tøj, men med så mange andre vigtige sager her i livet. Vi skal holde øjnene åbne for nye garderober -og veje. Det bliver jeg mindet om, hver gang jeg ser min smukke nye bluse. Selvom det blot er en bluse. Fra Prepair!